Tange Sø Golfklub modtager støtte til ungdomsarbejdet.
Tange Sø Golfklub har i år modtaget 25.000 kr. i støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje – en bevilling, der allerede har styrket klubbens indsats for børn og unge.
Midlerne er blevet brugt til at indkøbe juniorudstyr, som nu stilles gratis til rådighed for unge gæster og nye medlemmer.
Det betyder, at flere børn og unge fra lokalområdet får mulighed for at prøve kræfter med golf – uden at skulle investere i dyrt udstyr fra start.
”Vi vil gerne sænke barriererne for at komme i gang med golf,” udtaler klubbens bestyrelse. ”Med støtten kan vi nu tilbyde bedre faciliteter og udstyr til de unge, og det gør det nemmere at skabe et trygt og inkluderende miljø for begyndere.”
Satsningen er en del af klubbens strategiske arbejde, hvor bestyrelsen hen over vinteren har udpeget ungdomsafdelingen som et vigtigt fokusområde. Klubbens professionelle træner står i spidsen for den ugentlige træning i tæt samarbejde med den engagerede juniorafdeling.
Indsatsen har allerede vist resultater – antallet af juniormedlemmer er steget siden sæsonstart.
DIF og DGI’s foreningspulje støtter hvert år foreningslivet i Danmark med 50 millioner kroner.
I år er Tange Sø Golfklub blandt de mange foreninger, der har fået glæde af støtten og det er vi glade for.
Tange Søvej 68, 8840 Rødkærsbro – Telefon 86 65 94 20 – mail: tangegolf@tangegolf.dk